Covid-besættelsen er en form for OCD

Katrine Troelsen

Af Katrine Troelsen, journalist 

Jeg har haft OCD siden jeg var 21 år. OCD er en angst-lidelse, som udmønter sig i tvangstanker og tvangshandlinger. Det anses for mange som en kronisk lidelse. Alle slags OCD, uanset om det er den kendte bakterie-OCD eller den mindre kendte blasfemi-OCD, bunder i et behov for at være et godt menneske. Man har ingen lyst til at skade andre, men en dyb frygt for dette. Det fordrejer ens hjerne desværre til, at hvis man hele tiden tænker på noget, så er det vel fordi man har perverterede lyster på det område? OCDen anerkender ikke, at besættelsen stammer fra det omvendte; en afgrundsdyb angst for netop at skade sin omverden og sig selv.

Jeg har haft styr på min OCD i nogle år, og en af vejene hen til min foreløbige relative succes med dette, er ved at anerkende OCDs mange delelementer; altså forstå hvad sygdommen gør. Og i løbet af sommeren og siden efteråret gik det op for mig, hvor mange fællestræk der er imellem OCDs træk og så den måde folk tænkte på, og opfordredes til at tænke på i forhold til covid. 

OCD er til en vis grad unikt fra person til person, men der er nogle gennemgående ubehagelige træk ved OCD og ens tvangstanker som jeg vil mene, at de fleste med OCD genkender. De er som følger:

Tvivl – og forsøg på eliminering heraf

En normal hjerne kan leve med en portion usikkerhed. En person med OCD kan have MEGET svært ved, endda umuligt, at acceptere dette. En person med OCD får problemer når de ikke kan huske detaljerne af fx køreturen hjem, for hvis de ikke kan huske det, kan det jo være de kørte nogen ned. Tvivlen kan omhandle alle emner, men bunder altid i en frygt for at være et skrækkeligt menneske, der skader andre og sig selv. Man vil gøre alt for at forsikre sig selv om begivenheders udfald; man opererer ud fra et ekstremt forsigtighedsprincip, om du vil, og accepterer ingen risici.

Skam – en ødelæggende følelse

Eftersom man ikke har forsikre sig selv om hele ens livsbane, så har man heller ingen garanti for at man ikke har såret nogen. Ens opførsel, reel eller indbildt, fører til skyld og skam, for en person med OCD vil gerne være det moralsk bedste menneske de kan være, men hvis de ikke kan få garanti for at de er det, så er det bedst at obsesse over hvor dårligt et menneske man er. 

Gentagelser – forstærkninger – mutationer af tvangstankerne 

Inden man lærer at styre sin OCD, styrer den en. Når man går med på OCDen og obsesser over det, som den siger, at man skal (der er mange emner: bakterier, knive, påkørsler etc), så fodrer man den. Den bliver stærkere. Men ligesom med hits i radioen, er gentagelser ikke så spændende, så derfor kan OCDen godt lide at spice det op, og gøre en rigtig bange ved at udvikle en variant af ens mest angstprovokerende tvangtanker. En slags mutant-tanke. På den måde kan OCDen mutere og i teorien leve for evigt. 

Bruger regeringen psykisk ødelæggende greb for at styre os?

Kan du genkende disse mekanismer i covid-kommunikation fra regeringen, pressen, endda dine medmennesker? Måske har du set et eller to enorme skilte i det offentlige rum, selv i grønne områder, hvor temaet lige netop er skam; ”Vær ikke den, der sender alle hjem”. Underforstået: hvis du ikke gør, som vi siger, så KAN det være dig (tvivl-elementet fra OCD) der sender alle hjem, og så skal du skamme dig! Mutationerne har vi også: hver måned er der noget ny ”videnskab” der gør, at dine tvangstanker kan blive varieret og frygten kan fortsætte: Nu er 1,5 meter for lidt – kontanter overfører corona – kan vi være sikre på, at hunde og katte ikke skaber en dødelig mutation? Hvordan sikrer vi os, at vi ikke skader nogen? Denne sikkerhed kan man aldrig få i livet, men man kan bruge sit liv på at søge forgæves efter den.

Manipulerende og bizar selvopofrelse

Den måde folk opfører sig på, med denne bizarre besættelse af smittekæder og folks bedstemødre, har været vanvittig at betragte – for folk gør alt det man IKKE skal, for at komme af med sine tvangstanker: de svælger i manipulative guilt. De betvivler, de udfører tvangsritualer (masker, håndsprit osv) og de looper, altså gentager. De snakker meget om deres obsession. Jeg talte også meget om de ting, jeg i sin tid var besat af. 

Det er som at se en gammel udgave af mig selv, når jeg støder på mennesker længst inde i covid-OCDen, og vide, at jeg har redskaber der kan hjælpe, men også, at folk ikke vil have min hjælp. Der, hvor de er nu, skal de gøre alt som tvangstankerne (fuldstændig internaliseret fra pressen, skiltene osv) befaler. Det er de nødt til, for at være et godt menneske. Jeg husker selv dette desperate ønske fra mine starttyvere. Det er synd for folk med OCD, men det er også – og det siger jeg som en der har kronisk OCD – en meget narcissistisk lidelse: for mens du selv er vildt optaget af, hvor moralsk og god du er, er der ingen andre, der er bare halvt så optaget af det. Så når jeg hører folk sige med selvopofrelse i stemmen at ”det er ok jeg er hjemsendt på tredje måned, for det betyder at andre kan gå på arbejde”, så hører jeg blot en, der desperat søger anerkendelse af deres obsession. De skal vide, at de er et godt menneske. I dagens Danmark betyder det et isoleret og frygtsomt menneske. 

Statssanktioneret sindslidelse

Jeg tror desværre, at man har fostret og fremprovokeret OCD i folk, der måske var gået fri, havde vi tacklet en ret uskadelig sæsonvirus på en mere human og mindre panisk måde. Ser du, OCD ligger nemlig – så vidt man ved – latent i folk, som er disponeret. Man bliver disponeret af en masse årsager, genetik, opvækst osv, men der skal også traumer til at udløse det. Det skete for mig, da jeg var 21, og for mange sker det i barneårene. 

Tidligere i artiklen nævnte jeg at jeg har set denne opførsel i sommeren og efteråret. Tror jeg så, den er væk nu? Bestemt ikke, men jeg tror der er sket to ting: de mennesker, der ikke er disponeret til OCD, har efter mange måneder fået nok af OCD-temaerne: de har droppet overtroen og skylden og har fundet deres egen vej igennem dette; det være sig tvangstest for at beholde arbejdet eller en maske for at undgå diskussioner i Netto.

Den anden halvdel er dem, jeg bekymrer mig for: de unge med en latent OCD i sig, for jeg har svært ved at se, hvordan en omgang OCD ikke skulle være kickstartet af dette mareridt. Men som nævnt kan OCD omforme sig og skifte emne og efter så længe, som vi har været i det nu kunne OCDen snildt være skiftet til at omhandle økonomi, ens sociale evner eller sundhed generelt; alt hvad der kan bekymre et ungt menneske. 

OCD skal bekæmpes aktivt. Det gør man ved at acceptere tvivl i sit liv. Jeg bruger ikke håndsprit og alligevel sover jeg fint om natten: måske har jeg slået nogens bedstemor ihjel, måske har jeg ikke. Og det er ok. Den manipulerende skyld får ikke et ben til jorden her. For jeg lærte heldigvis at jorde den inden covid-skandalen kom til Danmark.

Katrine Troelsen

SENESTE NYHEDER

Læge Claus Hancke COVID-19 og immunforsvar

5Claus Hancke, Praktiserende Læge i 40 år Claus Hancke anfører, at det er et overgreb…

Grundlovstale af psykolog Susanne Wich

Det programmerede menneske Menneskeheden er på et stadie, hvor en del stadig lever ud fra…

En samtale om coronasyndromet

Vi er tilbage i studiet – denne gang med Charlotte Danefeld, i forbindelse med hendes…

AUTORITETSTRO OG KRÆNKELSER AF BØRN

AUTORITETSTRO OG KRÆNKELSER AF BØRN af Susanne Wich/Psykolog. Det er den ultimative sejr for et…

Scroll til toppen
Share via
Copy link
Powered by Social Snap